Landets førende og absolut største professionelle virksomhedsmægler i SMV-segmentet – din garanti for en seriøs formidlingsproces siden 1997.

P.T. Teknik – formidlet af M+A Group A/S

Dato: 10/09/2020

Peter Trans har gennem 30 år drevet en lille ”tech”-virksomhed i Espergærde. I dag er virksomheden verdensledende inden for registrering og måling af personlig klimakomfort med kunder fra førende universiteter og store globale koncerner over hele verden.

Nu har Peter solgt virksomheden.

Kan man sælge en virksomhed, hvor alle tanker og ideer er i hovedet på en person? Det spørgsmål havde Peter og hans hustru flere gange snakket om, inden han en dag besluttede, at nu ville han give det et forsøg. Efter at have været i dialog med en virksomhedsmægler, som han hurtigt affærdigede, kontaktede han Virksomhedsbørsen as.

”Efter at have talt med Frank (Jensen, adm. direktør) var jeg overbevist om, at min virksomhed kunne sælges. Og at jeg skulle sætte den til salg”, fortæller Peter.

P.T. Teknik, som virksomheden har heddet de seneste 30 år, er en af verdens førende virksomheder inden for sit område. Testdukker, der bruges til diverse test af personlig komfort, bliver anvendt af forskere fra universiteter og R&D-divisioner i store globale koncerner inden for automotive-, klima- og transportvirksomheder over hele verden.

Indtil nu har virksomheden været drevet af en person, Peter.

Dyb kommerciel forståelse og stor begejstring gjorde forskellen

Den første del af processen med at formidle salget af P.T. Teknik blev indledningsvis varetaget af en mægler med en konventionel tilgang til det at sælge virksomheder, men det var ikke hensigtsmæssigt og optimalt. Derfor blev det besluttet at sætte et andet team på sagen, der har stor praktisk erfaring med international ledelse og forretningsudvikling samt en indgående forståelse for ”tech”-området. Teamet bestod af Frank Jensen og virksomhedsmægler Troels Mathiesen, og den beslutning satte for alvor gang i sagen.

”Det ændrede hele processen. Franks kommercielle tilgang og begejstring over virksomheden smittede virkelig af på kunderne. Frank og Troels sammen, det er perfekt”, slår Peter fast.

Der er ingen tvivl om, at P. T. Teknik differentierer sig fra de fleste andre virksomheder, og derfor vidste det specialiserede tech-team fra begyndelsen, at forudsætningerne for et salg skulle tilpasses og fastlægges, inden det videre arbejde kunne fortsætte. Det indebar, enighed om at Peter skal være en del af virksomheden i en mindre årrække i forbindelse med overlevering af viden, at køber skal være dansk samt udarbejdelsen af et nyt prospekt med en supplerende Business Case, der understøttede det globale vækstpotentiale inden for dette højtspecialiserede forretningsområde.

Herefter kunne en ny og målrettet afsøgning af markedet efter potentielle købere igangsættes.

”Frank og Troels har været gode til at afdække markedspotentialet og formidle de relevante og afgørende forhold omkring virksomheden og se det omfattende udviklingspotentiale, virksomheden rummer for den rigtige køber. Det er en anderledes virksomhed, fordi der ingen maskiner eller bygninger er, men kun mine ideer og løsninger, som jeg har oppe i hovedet. Jeg synes, det er flot, de har været i stand til at formidle det til køber”, forklarer Peter.

Fra udenlandsk til dansk køber

Da P. T. Tekniks kunder er meget store aktører på de internationale markeder, havde man fra begyndelsen en ide om, at en ny ejer med fordel kunne være udenlandsk. Denne strategi ændrede sig som nævnt undervejs.

”Jeg vil gerne have, at virksomheden skal forblive på danske hænder. Jeg kan ikke lide tanken om, at alle ”tech”-virksomheder partout skal sælges til udenlandske købere”, forklarer Peter og fortsætter, ”hvilket var årsagen til, at jeg bad Virksomhedsbørsen om udelukkende at fokusere på danske købere, også selvom de fra begyndelsen af processen havde været langt i dialogen med en udenlandsk køber, men det føltes bare ikke rigtigt. Vi skal have lov til at være stolte over de virksomheder, vi har her i landet, som kan give os vækst og relevans på den internationale scene”.

Rigtig mange udviste interesse for virksomheden og mange kvalificerede købere bad om at få tilsendt prospektet, hvoraf flere valgte at afgive tilbud på virksomheden.

Med mange interesserede købere var der tilsvarende mange tilbagemeldinger at forholde sig til.

” Jeg synes generelt, at folk har været positive overfor en virksomhed, der ligner en rodebutik, men som har interessante, store globale kunder og en attraktiv årlig indtjening”, lyder det fra Peter.

God kemi med en seriøs dansk køber

En køber skilte sig ud fra mængden. Thomas Hvitved og medinvestor Jacob Printz. Thomas, der har en relevant faglig og kommerciel baggrund, tvivler absolut ikke på virksomhedens potentiale, der er baseret på et unikt, videnstungt produkt, der har opnået bred anerkendelse inden for den akademiske verden. Jacob Printz vil fremadrettet være tilknyttet virksomheden som rådgiver i forbindelse med økonomistyring og finansiering.

”Salget rummer gode muligheder for større geografisk udbredelse. Hvis det lykkes os at udbrede løsningerne til industrien, er markedet virkelig stort”, udtaler Thomas.

I og med Peter skal fortsætte i virksomheden som partner, har det fra begyndelsen været vigtigt at finde en køber, som ikke kun kunne se det enorme potentiale, P. T. Teknik indeholder, men også har en god kemi med Peter.

”Da jeg satte virksomheden til salg, tænkte jeg over, hvordan det vil være, at en anden ejer den, mens jeg selv arbejder i den. Men nu kan det ikke være meget bedre. Vi har en god kemi og har aftalt, at vi skal være ærlige overfor hinanden”, forklarer han.

Store forventninger til fremtiden

Hverken Peter eller Thomas har været begejstrerede for den afsluttende forhandlingsfase, der ”har været langstrakt og med flere snubletråde”, som Thomas udtrykker det, men samtidig understreger han, at Virksomhedsbørsen as gennem processen har været en professionel facilitator og løbende sikret konsensus og fremdrift under forhandlingerne.

For Peters vedkommende var det omfanget af de finansielle og juridiske processer samt kompleksiteten af disse, der har efterladt ham med en mindre god oplevelse af det at sælge sin virksomhed. Men trods det fik processen et resultat, der betød, at virksomheden blev solgt til udbudsprisen.

”Nu skal jeg gøre det, som jeg helst vil, nemlig udvikle, og så undgår jeg papirarbejde. Min plan er at blive i virksomheden de næste år, hvorefter jeg trækker mig som medarbejder, men fortsætter som rådgiver og sparringspartner i virksomheden”, fortæller Peter.

Begejstringen over det nye samarbejde deler Thomas Hvitved.

”Peter er udvikleren, jeg er forretningsudvikleren. Vores udgangspunkt er meget forskelligt, men kombinationen giver mening. Der er meget, der skal sættes i gang og gøres, men min forventning er, at virksomheden kan vokse betydeligt inden for en periode på 3-5 år”, lyder det fra Thomas.

Overvejer du at sælge din virksomhed? Kontakt os på 70 20 04 16 – og hør, hvordan vi også kan hjælpe dig til et godt salg.